Brev fra 2005

Kære Klovneklub
Ups, jeg sad lige og kiggede i min kalender og så til min gru. at det jo ganske snart er november og dermed Klovneklub-komsammen tiden går så hurtigt og det er jo ikke ligefrem fordi man bliver mindet om novembers komme ved at kigge ud af vinduet, da solen skinner og der er 30 grader! Dejligt for resten©

Nå, men på den anden side så er sådan en aften i jeres selskab jo ellers én af de ting jeg savner ved at være herude familie og venner, men omvendt så savner jeg ikke ret meget andet. Tænk, nu er det snart 10 mdr. siden vi kom herud. Kenth tog jo allerede herud første gang i oktober sidste år og var så hjemme et par gange inden vi tog herud sammen ill 2005.

Det var mystisk at lande herude og vide, at her skal vi bo og ikke bare være på ferie. Omvendt så vidste jeg at Ida og jeg allerede i midten af februar skulle tilbage til Danmark et par måneder, fordi jeg jo skulle føde. Så på den måde var det jo en blid start altså bare at være her 1Œ måned og jeg syntes nu det gik ret nemt med at vænne sig til livet herude. Der var mange søde danskere, der hjalp med det ene og det andet det er mest hjælp til alt det praktiske man har brug for. Det der med at få hjertet med herud og rigtig falde til det må man selv klare og det kommer langsomt hen ad vejen.

Nå, men i midten af februar tog Ida og jeg så hjem og boede hos Kenths søster og hendes mand. Uha det var SÅ koldt  vi havde jo fra alle hørt at det var så lun en januar, så det lød jo vældigt, men så skal jeg love for at vinteren satte ind i februar og marts. Men skidt pyt, vi havde nogle dejlige uger i DK, hvor vi nåede at se familie og venner igen. Dog må jeg indrømme at det var lidt drøjt at rende rundt som mere eller mindre højgravid og så med Ida, som dengang var lige godt 2 år. Hun var ikke i vuggestue, så nogle ad dagene var lidt lange syntes jeg. Hun snakkede uafbrudt og ja, men hun var jo bare som sådan nogle på 2 år er fuld fart på HELE tiden. Heldigvis sov hun dog stadigvæk til middag dengang så jeg og den store mave fik som regel også et par timer på langs midt på dagen.

Det var også hårdt at være væk fra Kenth i så lang tid og vi kunne ikke engang snakke særlig meget i telefon sammen forbindelsen på Kenths mobil var tit dårlig og det er også meget dyrt. Men det var jo værst for ham, for han sad jo helt alene herude i alt det nye -jeg var trods alt sammen med Ida og boede hos familie og kunne jo tage rundt og besøge alt det kendte, så Kenth syntes det var en rigtig træls periode. Han savnede selvfølgelig også både Ida og mig og var bange for om Ida helt ville glemme ham og han var nervøs for om han nu ville nå hjem til fødslen, så alt i alt var dette da en lidt streng periode hvor man bare håbede, at det på et tidspunkt ville føles som om at det “betalte sig” at være væk fra hinanden så lang tid.

Jeg havde termin den 21. marts, men Kenth kunne først komme til Danmark den 25. marts, så vi håbede jo bare, at jeg ville gå over tiden og det gjorde jeg. Kenth skulle have landet i Kastrup den 25. marts om morgenen og jeg stod klar i lufthavnen sammen med Ida og svigermor, men han kom ikke, for flyet havde været nødt til at vænne om pga. tåge og var nu landet i Hamburg. Kenth ringede og sagde, at de ikke kunne få at vide, hvornår de kunne lande i København, så nu havde han lejet en bil sammen med to andre og så kørte de afsted. Det viste sig at være en RIGTIG god idé; Kenth var i København Ca. klokken 17 om aftenen den 25. og jeg fødte ca. 10 timer senere. Det blev en pige igen — sund og velskabt — hun hedder Sofie billeder vedlagt. Kenth nåede altså hjem til fødslen hvilket var ret fantastisk, men det var godt nok noget stresset noget og han var også helt smadret bagefter og fattede nærmest ikke hvad der var foregået.

Nu flyttede vi så alle 4 ind i en lejlighed vi havde lånt af en af mine venner og var der et par uger indtil vi alle fire tog turen til Ho Chi Minh City det var en lang flyvetur, men det gik heldigvis rigtig godt dvs. Ida sov ikke ret meget, men det havde været værre, hvis det havde været Sofie der havde været vågen eller ked af det, så det var en ok tur, men langt er der.

Ja, og nu er Sofie så 7 måneder det er helt utroligt. Hun er en utrolig smilende baby- og så særligt når man tænker på at hun ikke har haft det så nemt. Hun har haft problemer med maven (hård mave) faktisk siden hun blev født og hun spiser heller ikke så meget som hun gerne skulle, men nu er jeg ikke så nervøs for hendes vægt mere, som jeg var i begyndelsen, for hun trives fint og er så småt begyndt at tage tilløb til at kravle ja faktisk så tror  jeg godt jeg kan sige, at hun netop i dag rigtig kravlede for første gang. Ida er utrolig sød ved sin lillesøster næsten hele tiden, men det kan være at det ændrer sig, når Sofie begynder at kravle hurtigt og pludselig kommer ind på Idas værelse og piller i tingene.

Ida går i børnehave herude sammen med en masse andre udenlandske børn, børn fra New Zealand, Canada, England, Vietnam, Australien osv. Hun er derhenne hver dag, men kun fra 8.45 — 11.30. Det er også fint at det ikke er længere tid, for jeg tror hun bliver lidt træt i hovedet af at det hele foregår på engelsk. Den eneste børnehave hun kunne være “fuldtids i er den franske, men jeg synes det ville være synd at hun også skulle “udsættes” for et tredje sprog. Men hun snakker da en del engelsk efterhånden kan tælle til ti, sige farverne og en masse andre ting og hun kan også synge en del sange på engelsk. Hun forstår også næsten alt hvad de siger til hende derhenne. Det er en rigtig god børnehave det er en canadisk kvinde der er leder hun har været der i alle de 10 år børnehaven har eksisteret og det har hendes personale også. De andre lærere er for øvrigt vietnamiesere og de gør det supergodt. Der er en dame, der hedder Dao hun er bare den bedste og Ida elsker hende derfor er vi lidt kede af at hun er gravid og derfor skal på barsel .- i sin egoisme kan man så glæde sig over at de kun har 4 måneders barsel herude©

Idas bedste ven i børnehaven er Callum en New Zealandsk dreng de leger også tit sammen om eftermiddagen hans mor og jeg har det også rigtig godt sammen hun er bare rigtig sød og vi snakker og pjatter sammen og det er virkelig skønt.
Det meste af min tid går med at være sammen med børnene da vi kom herud havde jeg nok nogle lidt urealistiske forventninger om at vi skulle rejse en masse rundt herude men det gør man bare ikke (vi gør i hvert fald ikke) med to små børn i et land som Vietnam hvor infrastruktur er et fremmedord, vejene er dårlige og trafikken er livsfarlig. Og så er det bare altid nemmere at være hjemme med sådan nogle helt små nogle som Sofie. Vi skal da nok få set lidt inden vi tager hjem igen, men ikke så meget som jeg i min urealistiske hjerne havde forestillet mig. Det tog lidt tid for mig at erkende at sådan bliver det og der var en periode hvor jeg var træt af det og tænkte jamen hvad skal vi så her  meget af tiden er vi hjemme i vores lejlighed eller er rundt og besøge venner  er det derfor vi er her, tænkte jeg. Men så efter noget tid accepterede jeg at det jo er sådan det bliver når børnene er så små, men jeg er så begyndt at sætte pris på at livet er utrolig nemt herude med to små børn tænk bare tit sidder vi en mandag morgen og spiser morgenmad alle 4 i ro og mag ingen jagen afsted til børnehave og vuggestue på cyklen i regnen. Vi har utrolig god tid til børnene og vi slipper for alt det sure med opvask, rengøring, tøjvask, strygning, madlavning og indkøb. Hvis Kenth har fri i weekenden tager vi en tur op til swimmingpoolen og hygger os et par timer og solen skinner hver dag i hvert fald næsten hver dag  nogle gange regner det om eftermiddagen, men nu slutter regntiden snart og så skulle det vist være tørvejr fra nov. til april ca.

Jeg får også løbet lidt og har været til spinning nogle gange skal også prøve lidt tennis og se om det er noget for mig.

Vores lejlighed ligger i et sålkaldt compound, dvs, et lukket område, hvor der kun bor udlændinge og hvor der er vagt ved indgangen osv. Det bedste ved at bo her er, at der er ro der er grønt og vi har floden tæt på, som vi kan gå tur langs og så næsten det vigtigste der er ingen trafik eller næsten ikke. Man bliver så træt i hovedet efter bare et par timer inde i byen i røg og damp og tusindvis af motorcykler og dytteri i ét væk. Så er det så skønt at komme hjem i vores lille oase. Det jeg nogle gange savner når jeg er så meget sammen med børnene er nogle ordentlige ting at lave med dem her er f.eks ikke et bibliotek man kan tage hen og besøge, ingen parker med legepladser (legepladser er IKKE et udbredt fænomen herude jeg tror simpelthen at landet er for fattigt til at man har overskud til at bruge ressourcer på at børnene skal have noget at lege med). Der er heller ikke lige en skov man kan gå en tur i. Den slags savner jeg, men ungerne leger jo med det der er og Ida (og Sofie også faktisk) elsker at være i poolen, så selvfølgelig lider de ingen overlast©

Kenths arbejde hos Vietnam Airlines er noget af en prøvelse stort set hvergang han kommer hjem fra arbejde har han nogle ret vilde historier om hvad der foregår i selskabet. Kenth er jo vant til SAS standard og der må man nok sande at det er en MEGET HØJ standard, så nogle af de ting Kenth var utilfredse med i SAS virker jo helt latterlige nu, for herude er der altså noget mere graverende når der er noget galt det er simpelthen sikkerheden der halter nogle gange. De tager MEGET afslappet på tingene og det gør jo ikke tingene mindre forvirrende når der er så mange udenlandske piloter også, som alle har hver deres måde at gøre tingene på og alle mener, at de er verdensmestre. I en periode var Kenth MEGET træt af Vietnam Airlines, men nu har han det egentlig ok med det han har sagt at nu sætter han sin egen personlige grænse for hvad han vil være med til  vi er her jo ikke for at sætte livet på spil. En enkelt gang har han f.eks nægtet at flyve i en flyver, hvor den ene bremse var dis-connected. fordi den var slidt  man må åbenbart godt flyve med en bremse mindre i 10 dage (tror jeg det er), men meningen er selvfølgelig at den hurtigst muligt skal repareres, men herude flyver man selvfølgelig i 10 dage med den slidte bremse og så sætter man den over på en anden flyver  flot ikke. For tiden har Kenth en rigtig god arbejdsplan  de sidste par uger har han kun haft én eller to overnatninger ude. Han flyver i ca. 3 uger og har så en uge fri det er virkelig dejligt.

Nå, men arbejdet giver da jævnligt anledning til irritationer og frustrationer, men Kenth er blevet bedre til at være lidt ligeglad med nogle af tingene, men jeg kan godt forstå det er svært, når man er vant til en meget høj standard og Kenth selv er meget perfektionistisk. Jeg har jo ingen muligheder/forudsætninger for at vurdere om noget er ok eller for farligt, men jeg må indrømme, at jeg vil da hellere have at han er FOR forsigtig end for sløset. Tendensen er jo lidt at hvis først man begynder at slække lidt på reglerne, hvor er GRÆNSEN så og hvem bestemmer så, når det der står i bøgerne ikke længere er det eneste rigtige. Faktisk er jeg stolt af Kenths måde at være på, for jeg kan da godt forestille mig, at det må være anstrengende altid at være Mr. Safety og holde på sit  mange tænker sikkert at det var dog en overforsigtig fyr osv., så jeg synes faktisk det er flot, at ham bare er klippefast i det han tror på. I går fløj Kenth med en vietnamesisk kaptajn. De skulle lande i en by der hedder Hué der er en del bjerge rundt om byen og det var tåget. Det var kaptajnen der fløj og han havde alt for meget fart på da de lagde an til landing og der var flere ting galt, somjeg ikke kan forldare, men i hvert fald kaldte Kenth “go around”, dvs, lad os gå rundt igen og forsøge ny landing, men kaptajnen sagde bare “no, no I think I can do it” — Kenth sagde igen “go around”, men kaptajnen nægtede og gik så ned og det lykkedes jo også, men Kenth var skidesur bagefter, for når én pilot kalder go around, så skal man gøre det. Og så !I THIINK I can do it” det er bare ikke godt nok, at man TROR man kan klare den....

Men bortset så fra at mange ting halter i Vietnam Airlines, så kan de godt finde ud af at trække en pilot 500 US $ i løn, fordi han én dag glemmer at tage sin meget grimme og meget store kasket på. Utroligt ikke. Og en MEGET dygtig vietnamesisk styrmand er efter sigende blevet frataget retten til at blive udnævnt til kaptajn alene fordi han nægter at melde sig ind i komniunistpartiet.
Den kommunistiske tankegang mærker man en del til herude vietnameserne er utroligt dygtige til at lære ting udenad og fx er de vildt gode til at huske navne og ansigter, men så snart tingene begynder at gå lidt galt eller der sker noget uforudset eller noget der ikke er beskrevet i bøgerne, så er de virkelig på glatis, for de er ikke vant til at skulle tænke selvstændigt. De har også svært ved at forestille sig tænkte situationer  “HVIS nu... sådan og sådan....”  det er meget svært for dem, for sådan er det jo ikke.
Nogle gange bliver jeg meget irriteret over deres måde at være på; den anden dag skulle jeg op på det kontor, som er compoundets administration  min cykel havde været væk og var åbenbart blevet fundet og afleveret jeg troede det var dér på kontoret jeg skulle henvende mig, så dér gik jeg jo hen. Så kommer man ind i rummet og ovre i hjørnet hvor disken er sidder der 4-5 vietnamesiske damer og snakker. De begynder allerede at små fnise da jeg træder ind i rummet, for nu bliver de lidt nervøse, fordi nu skal de jo til at snakke engelsk og det er de ikke særligt gode til. Jeg siger så “my bicycle was found by security- is it here?”  de kigger på mig med et udtryk som om de lige er faldet ned fra månen  tydeligvis er der ingen, der fatter noget som helst. Efter lang tids snik snak og tegnsprog viser det sig, at jeg skal henvende mig et andet sted, men jeg har det sådan “altså  dette er er sted, hvor man lejer huse ud udelukkende til udlændinge. Var det så ikke rimeligt at ansætte nogen, der kan snakke bare et minimum af engelsk???” Når jeg så er kølet ned tænker jeg “Carina sådan er det bare  de er dårlige til engelsk  de har ikke gået i skole, hvor de har lært engelsk  det er vilkårene og du har selv valgt at være her, så stop dit brok.”
Men man kan køre lidt op og ned af sådan et irritations-barometer i løbet af en dag og nogle dage er alt ok  andre dage er det som om alle har rottet sig sammen mod en  og så kalder vi det “having a bad asian day”. Fx irriterer det mig grænseløst at der 4-5 gange i dag har været nogle og banke på der lige skal ordne noget i lejligheden  så skal de sætte en rottefælde op over loftet, fordi vi kan høre rotter, så skal de skifte lysstofrør på badeværelset  og de lysstofrør er bare så elendige  derhjemme holder sådan nogle jo i årevis  her skifter de dem ca hver 2. uge og det er IKKE en overdrivelse, så kommer de med posten, så kommer der en mand og leverer vand som også var her både i forgårs og i går  i forgårs havde han for lidt vand med og ville så komme igen i går med mere vand  det ordnede han også men glemte så nogle kuponer. Og sådan kan man blive ved.
Nå, men nok brok.
Vi har haft besøg herude to gange allerede -. min veninde Louise fra studiet var her med mand og barn i august og i begyndelsen af oktober kom svigermor. Om en måneds tid kommer Kenths søster med mand og barn og to dage efter at de tager hjem komme min far og Inge herud. De skal holde både jul og Nytår herude. Det er vildt hyggeligt med besøg  det bryder lidt hverdags-trumerum og så er det enormt afslappende at have besøg når man ikke skal tænke på rengøring og madlavning skønt. Vi tager selv hjem til Danmark på ferie næsten sommer og det glæder jeg mig meget til  det er ikke lige sådan at jeg går og savner Danmark til hverdag, men som nævnt, så savner jeg da familie og venner og nogle dage savner jeg dem rigtig meget og ville ønske at vi skulle hjem på ferie nu. Jeg har dog ikke på noget tidspunkt fortrudt at vi tog dette spring og prøvede dette  om ikke andet så får vi et par afslappende år, en masse sol, en masse skøn tid med ungerne og hinanden og så tror jeg at vi kommer hjem med en lidt anden indstilling til tingene derhjemme  i hvert fald håber jeg at vi kan blive lidt bedre at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt herude ser vi jo altså nogen gange mennesker der lever MEGET fattigt og san med det liv de lever, jamen så er ALLE vores problemer VIRKELIG SMÅ. Tænk på, hvor privilegerede vi er (mad, bolig, skolegang og sundhedsvæsen til alle) og tænk hvilket utrolig velpudset og velorganiseret land vi lever i. Kenth snakkede en dag med en indisk kaptajn, der lige havde været på ferie i Europa  han syntes Europa var et fantastisk sted og kunne simpelthen ikke forstå hvad i alverden vi lavede her i Vietnam  frivilligt. Så tænkte  vi på hvor utroligt privilegerede vi er at vi bare er her “for sjov”  for at opleve noget og så kan vi iøvrigt tage hjem, hvis det bliver for broget.

Jeg vil til at slutte nu inden dette udvikler sig til en helt roman jeg skriver næste år igen  håber I får en fantastisk hyggelig aften/nat som sædvanlig  håber alle har det godt.
Og så ses vi i 2007, hvis ikke fugleinfluenzaen sender os hjem inden  men lige nu lyder det næsten som om der er mere panik på i Europa end her vedr. fugleinfluenza.
Mange kærlige hilsner og tanker fra Carina